Historien om Grisen...

Da jeg var 18 år flyttede mine forældre til Outlaw Djursland. Der ligger en del Outlaws rundt om i det ganske danske land, så i ved nok hvad jeg mener. Nu havde de boet i byen hele deres liv og jeg var på nippet til at flytte hjemmefra, så NU skulle de til Outlaw. Og det skal jeg da love for de kom. Hvis der er forskellige grader af Outlaw, ligger deres helt sikkert i toppen af skalaen. Men vi kom herud. Et fint lille hus, masser af plads til misserne og venlige naboer. For selvom der er mindst 7 km. til nærmeste sted der kan provianteres (er jeg sikker på det hedder i Outlaw), så er der rent faktisk naboer. Allerede første dag, fik jeg bange anelser. Naboen havde gæster og en lille dreng på 6-7 år kom ud og så på os. Han spurgte hvor vi kom fra og jeg svarede Århus. Så ændrede hans blik sig fra en glad nysgerrig dreng til ren og skær rædsel. "Århus" udbrød han. "Så er i jo røvere og mordere". Jo jo...


Men som det jo går i Outlaw, blev vi inviteret over til naboen på kaffe. Her sad, udover husets beboere, også en ganske rund fyr med en næse som mest af alt lignede en tryne. Han var 21 og på trods af mit kropssprog som i den grad signalerede "hvis du så meget som tænker på at tale til mig, slår jeg dig ihjel" forelskede han sig hovedkuls i mig. Han ejede på det tidspunkt en Landrover og hans armbevægelser blev større og større mens han fortalte om skrotbunkens mange egenskaber. På et tidspunkt hvor han åbenbart ikke rigtig vidste hvad der kunne imponere en pige som mig, sagde han "hvem der bare havde en mudderpøl". En sætning som i sig selv ikke havde gjort videre indtryk på mig, hvis ikke min mor lige så stille havde hvisket "nå ville du da så ud og rulle dig i den". Og dermed var sagen afgjort - i vores hjem hed ungersvenden aldrig andet end grisen.

Nu havde Grisen lidt svært ved at komme ind på livet af undertegnede, men han prøvede det bedste han havde lært. En af de ting han havde lært var åbenbart at man skulle imponere den udkårnes mor. Så en dag bankede det på døren. (skal lige siges at det tog måneder at lære naboerne at banke på. I starten stod de bare pludselig midt i ens stue). Min mor går ud og åbner. Udenfor står grisen med verdens største smil og siger "SE, nøj dækker". "hvadbehager?" Er min mors svar. "Nøj dækker!!" siger Grisen igen. Det er først da han begynder at sparke til sine dæk på landroveren det går op for min mor at de åbenbart var nye. Jo jo...

På dette tidspunkt i livet, var min mors bil en lille grøn Morris Mascot. Vi elskede den, men den havde jo den uheldige egenskab at den var utrolig genkendelig. Så ofte når vi havde været enten ude og proviantere eller bare kom hjem, kunne vi pludselig se en gammel skrotbunke af en landrover, dukke frem i bakspejlet. Min mor gjorde hvad hun kunne. Speederen røg i bund og grønærten pilede derudaf med 80 i timen. Men det var bare aldrig rigtig nok. Rigtig slemt blev det den dag Grisen, som naturligvis var medlem af hjemmeværnet, havde fået installeret en dyssekanon på taget af skrotbunken. Forestil jer lige at sidde i en lille grøn mascot og så se i bakspejlet hvordan skrotbunken bare kommer tættere og tættere på. Det var sgu uhyggeligt. En dag sidder vi så der, min mor og jeg. Vi taler om livet og hygger os, da det sker. Vi får øje på skrotbunken. Vi er så tæt på hjemmet at vi simpelthen beslutter at "go for it". Sømmet i kælderen og mascotten på hvinende dæk rundt om hjørnet og så er vi faktisk hjemme. Vi tror vi har nået det. Men nej... rundt om hjørnet kommer skrotbunken. Med nærmest panik i stemmen råber min mor "han har set os, gem dig Su". Alt logik forsvinder fra min hjerne og jeg kan nu se at jeg ikke handler rationelt i en krisesituation. For i min panik, vælger jeg at kaste mig ind i mascotten igen. På langs. Det er et spørgsmål om sekunder. Jeg ligger der. Hører landroveren køre forbi og lige dytte til hilsen. Hører min mor grine hysterisk og hører min egen lettede stemme sige "opdagede han mig?" Den dag i dag gad jeg virkelig godt vide præcist hvad han tænkte, da han kørte forbi en lille grøn mascot med et par ben stikkende en halv meter ud....

Du bli'r hvad du spiser...

Os som er vokset op i 80'erne husker små smarte slogans som "du bliver hvad du spiser" "spar på energien" "sig Jolly til din cola" osv. Det er ikke noget jeg har tænkt nærmere over siden må jeg indrømme. Men her den anden dag, hørte jeg igen "du bliver hvad du spiser". Og her er det så jeg virkelig har brug for hjælp... For uanset hvor meget jeg tænker mig om, kan jeg simpelthen ikke huske hvornår jeg spiste en lille tyk pædagog. 

Jeg er klar over at når alkoholen går ind, sætter hjernen ud. Og for så vidt er det rigtigt at større eller mindre passager af sådan en aften kan smutte i svinget. Men at spise en lille tyk pædagog, må da så absolut høre til ting man kan huske uanset brandert??

Faktum er jo at jeg er ung, smuk, slank og med alle muligheder for mine fødder, så det var grimt at vågne op og være 37, tyk, stadig smuk dog men i stedet for alle mulighederne var jeg pædagog. Jeg har prøvet at stikke en finger i halsen, men hun vil simpelthen ikke ud igen. Så nu er spørgsmålet... Skal jeg slå mig til tåls med hende eller æde en supermodel??

Hyggelørdag

Så blev det endelig lørdag. En dag vi virkelig har set frem til begge to. Ungerne er på lejr og vi er helt alene hjemme. Weekenden er planlagt ned til mindste detalje - fredag skulle vi bare spille, grine, snakke, male og hvad der ellers hører sådan en aften til. Lørdag skulle stå i hygge "to d bone" s tegn. Egentlig ville vi blive i sengen hele dagen. Og så bare spille, se lidt film, rulle en tur på den gode måde ;-) og andre hygge ting. Men vanen tro, kom vi til at stå op først. Vi aftalte så at senest kl. 16, skulle vi sidde i sengen. Og så kunne vi jo lige nå at handle og få ordnet lidt praktisk først. Såsom at købe toiletpapir og afløbsrens. Og nej der er altså ingen sammenhæng i at vi manglede præcist de to ting på samme tid!!!

Men tiden løb jo og det blev tid til ekstrem hygge. Så vi begyndte at gøre klar. Her gik det så virkelig op for os hvor afhængige vi er blevet af medierne. Nutidens unge vil ikke forstå hvad problemet er, men vi gamle som er født før 1990, har prøvet et liv hvor de eneste "app's" vi havde var en spand og en skovl til sandkassen. Men selvom vi nu er gamle og dermed pr. definition håbløst bagefter, tog det alligevel sin tid at gøre klar til hyggen. Først skulle tv'et installeres i soveværelset - der kom jo en film vi gerne ville se. Nu bor vi i en lejlighed som er bygget før antallet af elektroniske gadgets blev alfa og omega for folks lykke, så derfor har vi kun et eneste antenne stik. Og det er placeret i stuen. Så... forlængerledninger, stikdåser og lidt rykken med sofaerne, og så kom tv'et i soveværelset. Men så var det vi opdagede at den Beck vi gerne vil se, jo er på dvd. Så måtte ps3'eren også med ind i soveværelset. Det  begyndte jo at fylde lidt, så vi tog simpelthen hele tv møblet med ind, for så var der også plads til vores Wii, hvis nu vi fik lyst... Så langt så godt. Vi havde så også aftalt at spille lidt pc spil, så begge bærbare computere skulle hentes ind i sengen. Godt NU kan vi hygge. Men nej... nu var det så sjovt at se vores soveværelse, at det simpelthen skulle fotograferes. Endnu en tur ind i stuen, denne gang efter hhv. iPhone og Sony Ericsson X10 mini pro, med tilhørende usb stik, så billederne kunne lægges direkte på FB. Så, NU... Men nej. Det sjove ved det spil vi gerne ville spille går lidt af det, hvis man skal nøjes med en 15,6" skærm, så ind i stuen igen - finde HDMI stik til tv'et. Men når det skulle i en computer, skulle en af os jo undvære. Så hvad nu...? Ind på teen værelserne og snuppe en ekstra bærbar. 

Endelig er alt klart. Alle elektroniske apparater er sat til, guf skålene er placeret på strategisk perfekte steder, cola og kaffe er stillet frem, smøger og askebæger hentet ind og endelig kan vi hygge :-D Eneste problem er, at vi ikke helt ved hvor der er plads til os...

En tur i magasin...

Jeg skulle i Magasin torsdag inden bededagsferien. Yngste bonus søn skulle ha en hat som kun kan købes der, så mig ind til Kgs. Nytorv. Kan i øvrigt godt lide den butik. Eller dvs, jeg kan lide at se på den udefra. Og sådan stille mig foran og mærke historiens vingesus (hvilket er lidt svært for tiden, eftersom det eneste sus man kan mærke, er fra skovlen på de enorme gravkøer, som er ved at se om det er rigtigt at hvis man bare graver dybt nok, kommer man til Kina). Nå lad nu det ligge. Jeg kommer ind og er i grunden ganske determineret. Kommer jo af én bestemt grund, så skal bare finde den hat. Nu er det sådan at jeg er en ganske lille bitte smule nærsynet. Ikke meget, kun nok til at jeg sidder med mit tv på skødet, når der er noget jeg virkelig gerne vil se. Men det har altså betydet at jeg har investeret i et par læsebriller fra Tiger butikken. Nu nægter jeg jo pure at gå med de briller, men det er ok at ha dem i panden, så jeg lige kan få dem ned på næsetippen som en anden gammel skolefrøken, når jeg skal læse et eller andet.

Jeg finder ud af hvilken afdeling jeg skal til, så hen til rulletrappen. Her er det så jeg står og falder lidt i staver mens teknikken fragter mig op på 2. sal. Kommer til at tænke på da en veninde og jeg var i Dublin, og der i lufthavnen stod på store skilte at "hvis man ikke var bekendt med rulletrapper, skulle man vælge elevatoren". Det grinte vi en del af, men er fordi Irland indtil for ganske nyligt var ekstremt fattigt, så de har først fået rulletrapper nu. Mens jeg står og tænker på det og på at alle sgu da kan bruge en rulletrappe, er det så at min trappe er nået op til etagen og jeg vil træde af. Der går en smule panik i mig, da jeg opdager at jeg simpelthen ikke kan stå af. Mine fusser nærmer sig hastigt den der revne som sluger trapperne. Og så er det jeg ser, at den ikke alene sluger trapper, men også snørebånd. I hvert fald mine. De er simpelthen suget derind, med det resultat at jeg står fast på øverste trin. Da trinnet når helt op, falder jeg selvfølgelig forover, for jeg kan ikke nå at tage skoene af. 


Det er voldsomt pinligt. Specielt da to meget ældre damer - faktisk gamle damer - råber op. "stop trappen, stop trappen - der er en dame som sidder fast" Jeg ser mig bagud, jeg er måske ikke den eneste? Men for at føje spot til skade, så var det sgu mig der var damen. En af dem får nærmest kastet sig ud over trappen, for at nå en knap der stopper maskineriet. Pyyyyh. Jeg forsøger at rejse mig, men det kan jeg ikke. Forsøger så at få skoen af. Kan jeg heller ikke, da snørebåndet har strammet den helt vildt. Så hører jeg over højttaleren "en service medarbejder til rulletrappen på 2. sal, der sidder en kunde fast". Arghhhhh... Inden jeg får set mig om, er det blevet et tilløbsstykke. De ældre damer har fået en smule ejerfornemmelse for "ulykken" og nægter at forlade mig. De går meget op i at fortælle servicemedarbejderen hvad der er sket. Jeg har mest lyst til at hoppe ud i det store hul på Kongens Nytorv og selv grave mig resten af vejen til Kina. 


Jeg bliver dog befriet. Der kommer en højerestående Magasin medarbejder for at tilse mig. Jeg forsikrer ham om at jeg er ok. Han vil gerne have, jeg tager en tur på skadestuen. Jeg har på ingen måde slået mig. Det eneste som er såret er helt klart min stolthed. Jeg afslår meget kraftigt turen til skadestuen. Han insisterer så på at give mig en æske chokolade. Det går jeg allernådigst med til. 


Det er først da jeg sidder i bussen på vej hjem til Valby, det går op for mig at jeg glemte at købe hatten...

Opladeren...

Jeg har været helt nede. Faktisk helt dernede hvor man ikke kan komme længere ned. Min oplader til min computer stod af i tirsdags. Nå tænker du, herregud, så er det da vist ikke værre. Men jo, det er det så...!!! Det er faktisk virkelig slemt. Jeg prøvede virkelig hårdt at acceptere det. Lod som om den stadig virkede, men at jeg bare ikke havde tid til at være på Facebook, tjekke mail. spille, blogge osv. 

Efter jeg havde gået rundt som en løve i et bur et par timer, besluttede jeg mig. Jeg kan så mange ting, jeg må simpelthen også kunne lave en oplader. Det var jo tydeligt den bare havde en løs forbindelse. Så jeg satte mig ned med opladeren i skødet. Ok. Den løse forbindelse var helt nede ved selve stikket til computeren. Jeg kunne se et lille knæk. Prøvede at klemme på det og sørme jo, så kom der lidt lys i computeren. Men 3 sekunder efter gik det ud. Jeg tænkte "hmm, jeg så engang min kusine lave en nintendo controller med en løs forbindelse. Så jeg fandt en saks, klippede isoleringen af og kom ind til et virvar af kobbertråde. Som i øvrigt var fuldstændigt smadrede. Så klippede jeg et stykke af den anden ende, forsøgte at sætte de to sammen, bandt det sammen med gaffa, satte stikket i, tændte for strømmen og SÅ...

Nu er det umuligt på skrift at gengive den lyd det sagde. Men forestil dig noget i stil med "fszzzzzst" og på trods af gaffa, slog det en del gnister. Jeg tænkte "nå... måske jeg skal fjerne det inderste lag isolering også og så forbinde de inderste kobbertråde?" Nu var problemet så at det var helt nede ved selve stikket, så jeg blev nødt til ligesom at klippe lidt i det der hårde plastik som er rundt om der. Sådan. Nu er kobbertrådene blotlagte og der er næsten en halv cm til at sætte sammen med de 3 cm. fra den anden ende. Det burde lykkes. På den igen. Slukke for strømmen, blande blande blande trådene sammen, gaffa rundt om, tænde for strømmen igen. "FSZZZZZZZZZSFSSSSSSZZZZZZTTTT" Tis. Den virkede stadig ikke. Men det burde altså kunne lade sig gøre. Måske det var fordi enderne af kobbertrådende var ligesom brændt over? Hvis jeg nu klippede endnu et lille stykke af... Men saksen var for stor, så jeg skulle klippe med en tang. Naturligvis sådan en tang vi ikke har. Eller jeg i hvert fald ikke kunne finde. Så på med et par sko, og over i Super Best. Efter at have støvet butikken rundt, fandt jeg tangen. 100 kr. Hjem igen. 


Nåede seriøst at tænke "ej NU går de for vidt, de som ellers konspirerer mod mig". Både gaffa og stik var simpelthen pist væk. Jeg ledte efter det alle steder. Under hynderne, under bordet, i skraldespanden. Det var fuldstændig borte. 


Nu er jeg nærmest på grådens rand. Ingen computer, ingen gaffa og ingen stik. Telefonen ringer. Det er kæresten, som var gået fuldstændigt i panik over min sms, om at forsøge at lave den ledning selv. Han så for sig, hvordan jeg sad som en anden tegneserie figur, bare som skelet med håret strittende lige op i luften, mens lejligheden stod i flammer, så han var taget hjem fra arbejde, havde hentet stikket og var taget afsted igen. Det var simpelthen nemmere end at prøve at diskutere med mig, om hvorvidt jeg skulle reparere den ledning selv. Hmm... burde være ond i sulet, men synes på den anden side også det var ret sødt. Så jeg fik koden til hans bærbare, gik ind på fona.dk, og dagen efter kom der en ny oplader med pakkeposten.


Nu har jeg masser af strøm på min computer og har stort set ikke brugt den siden....

konspirationsteorien...

Jeg har aldrig været den store fan af konspirations teorier. F.eks. er jeg ret ligeglad med om der har vandret mænd på månen eller det er film tricks. Jeg er også ligeglad med om det var Al Qaida eller en krigsliderlig Bush som stod bag 9/11. Det skete. Det skulle ikke være sket. Slut. Men nu har sagen ændret sig. Det startede som en lille undren og nu er jeg overbevist. Jeg er offer for konspiration!!!

Det startede i det små. En sok forsvandt i ny og næ. Men nu er det blevet organiseret. Uanset hvor mange små hvide sokker jeg køber, mangler halvdelen ALTID når jeg skal vaske. De skal nok dukke op lidt efter lidt, jovist. Altså selvfølgelig kun dem som ikke er blevet fjernet af sokkemonsteret om natten. De er væk for evigt, når først han har sat tænderne i dem. De andre derimod. De dukker op de sygeste steder. I en venindes dynebetræk. Vel og mærket dynebetræk som ligger pænt i et skab. I en køkkenskuffe med bestik, på bunden af en taske osv. Og eftersom jeg naturligvis altid lægger dem pænt ud i vasketøjskurven om aftenen, må det være større kræfter, som er på spil her. 

Indtil nu har min tålmodighed været stor. Men nu har det simpelthen taget overhånd. Først var det sokkerne. Så var det smøger, nøgler, mobil tlf og fjernbetjeninger. Smøger, nøgler og tlf, naturligvis altid i det sekund jeg skal ud af døren og fjernbetjeningerne i det sekund jeg skal mute lyden af tv3's reklamer, som er så larmende at mine trommehinder faktisk blødte lidt den anden dag. Som sagt har jeg fundet mig i det. Men så i går gik det helt galt. 

Jeg loggede glad og fro ind på min blog. Og hvad konstaterer jeg? Mit indlæg er væk...!!! Jeg har med nøje og besvær skrevet indlægget "jeg er sur", men væk er det. Så jeg har været ved at undersøge om CIA, FBI og KGB mon har en meget vigtig kode der hedder PMS, jeg eventuelt har knækket med mit indlæg. Men de lukker i som østers når jeg henvender mig. Det gør mig jo bare endnu mere sikker i min teori. Jeg er offer for konspiration!!!!

Su må jeg?

Ja altså, nu er der jo ikke alene sket det at jeg har fået mig den her kæreste. Der fulgte faktisk også 3 hjemmeboende unger med på hhv. 10, 13 og 14. Så kunne man fristes til at sige "stakkel" med sådan en flok teens og en enkelt præ. Sådan er det så bare slet ikke. For de her unger har absolut intet behov for løsrivelse og provokationer og hvad man ellers forbinder med 13-14 årige. De elsker hjemmelig hygge og de weekender hvor vi smider madrasserne ind i stuen og sætter film på og laver guf skåle, er virkelig det bedste de ved. Deres kammerater ser en smule uforstående ud, samtidig med misundelsen lyser ud af dem. 

Så det er slet ikke her problemet ligger. Nej nej. Problemet ligger i, at de her børn som udgangspunkt er gået ud fra, at jeg ved hvad jeg gør. Indtil nu er det gået godt og de har ikke opdaget mit skuespil. Men bliver nødt til at indrømme her, at jeg skælver en smule af angst, hver gang jeg hører sætningen "Su må jeg...?" For hvor er det lige jeg skal vide fra om de må? Og hvad sker der den dag de spørger "hvorfor?" hvis jeg siger nej? Jeg kan umuligt fortælle at jeg slår plat og krone om de må eller ej. 

Og så er der det der med balancegangen. For jeg har jo opdaget at jeg sidder på en umådelig stor magt her. Jeg giver et eksempel. Ungerne kommer hjem og spørger om de må tage mad i køleskabet. Det må de godt. Et stk. brød og en frugt hver. Men nu kommer det så. Su må vi spille Wii i stuen? Umiddelbart ville jeg jo bare, uden at tænke mig om, sige ja da. Nu har jeg lært lidt om magt. Så her vil svaret være "hmm ja, hvis i vasker op først". Første gang tænkte jeg "den går sgu ikke". Men de råbte bare "jeg vasker, jeg tørrer, jeg stiller på plads". Og se det har jo åbnet en helt ny verden. En verden af bestikkelse. Det er jo helt vildt så langt man kan komme med en æske sun lollys og en nintendo wii. Jeg ser mig selv ligge som en anden romersk kejser, fed og mægtig, mens folk rundt om mig, mader mig med lækkerier og pludselig forstår jeg hvorfor man får børn...

vægtproblemer

Nu er det jo sådan at jeg har fået mig en kæreste. Faktisk har vi 8 måneders dag i dag. Sjovt, for det føles som om vi har været sammen altid. Jeg besluttede mig straks for at jeg ikke vil være sådan en som skipper alt social liv og murer mig inde med kæresten, bare fordi jeg er forelsket. Og jeg har faktisk også været udenfor matriklen i hvert fald to gange alene. 

Men for at vende tilbage til overskriften. De som kender mig, ved at jeg nok bedst betegnes som erotisk buttet. I følge min Nintendo Wii skal jeg tabe 17 kg. I følge min læge dør jeg hvis jeg taber 17 kg. Så tror jeg holder mig til hendes bud. Og så straffer jeg i øvrigt min wii, da den lavede min figur helt vildt tyk. 

Men fakta er at jeg vejer lidt for meget. Det er jeg så ret ligeglad med selv, for jeg kan stadig passe mit tøj, løbe efter bussen og få folk til at glo efter mig på gaden (ja ja det sidste var nu ikke så svært. jeg havde bare ikke lige opdaget det stykke toiletpapir som sad fast i mine trusser, strømpebukser OG nederdel). Kæresten synes jeg er perfekt. Det er ret sødt, men jeg er jo ikke helt blind selv og indrømmer gerne jeg er lidt tyk. Men hvis jeg vover at ytre mig om det, bliver der ballede. Sådan skal du ikke tale om dig selv!! Du er helt perfekt og husk lige det er MIN kæreste du sviner sådan til! Nå ja ja da. 

I dag ville jeg så lige sætte mig på armlænet af sofaen. Det gik ikke helt som forventet og jeg begyndte at glide ned. Inden jeg fik set mig om, sad min røv i sofaen og begge ben over armlænet og jeg så forvirret ud. "hov" udbrød jeg, hvorefter kæresten så på mig og sagde "ja sådan går det jo når man er lidt tyk"! Havde virkelig lyst til at at blive tøsefornærmet. Desværre kom jeg til at grine...

 

Briller og bylder del 2

Men tiden går jo. Og sådan noget som kontaktlinser er jo ikke noget man bare lige kaster sig ud i. Først skal man have en tid. Og det skal jo være en dag hvor både du selv og brillemanden kan. Og så skal man lære at proppe ting i sine egne øjne og derefter tage stilling til om de er behagelige osv. Så jeg har ikke lige fået dem endnu. Altså ikke udelukkende uvilje fra min side. Jeg har faktisk lavet ikke mindre end 2 aftaler. Jeg har så også  meldt afbud til 2 aftaler. Men er jo tanken der tæller…
Jeg sidder så hjemme i min dejlige lejlighed en søndag aften og ser et eller andet ligegyldigt i tv mens jeg spiller ludo på nettet med nogle venner. Synes pludselig jeg får en lidt våd fornemmelse i trusserne og eftersom hverken Tyra Banks eller hendes supermodeller, eller ludospillet gør mig i en interessant tilstand, må det jo være noget andet. Jeg undskylder mig, daffer ud på toilettet og konstaterer at det er tid til en tampax. Nu er jeg i en alder hvor sådan noget som at bruge tampax kører ligeså meget på rutinen som at drikke når man er tørstig, børste tænder om morgenen, tisse når man skal osv, så det er med stor forundring det går op for mig at jeg faktisk ikke kan bruge den tampax. Jeg begynder at få flashbacks til en lejrskole i 8. klasse hvor min veninde og jeg sad i hver sin toiletbås mens hun guidede mig igennem min første tampax oplevelse. Det blev ingen succes og efter en time i smertehelvede, fandt jeg ud af at jeg havde sat den på tværs og slet slet ikke der hvor den skulle sidde… Nå men jeg kan jo ikke sidde derude hele aftenen, så jeg smider tamponen ud, finder et bind et og nogle mormorunderbukser og tænker ikke mere over det.
Næste morgen starter som de fleste andre morgener. Gårsdagens tampax oplevelse er lykkeligt glemt, indtil jeg sætter mig ned i sofaen. En smerte som havde jeg sat mig på en kaktus, skærer gennem min krop. Her er det så jeg begynder at blive lidt foruroliget. Glæder mig over at jeg har fri fra arbejde i denne uge for hvad jeg end har, vil jeg i hvert fald ikke melde mig syg pga. ondt i fjamsen. Jeg griner lidt for mig selv. Ondt i fjamsen. Det er godt nok grimt, men jeg aner ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg nægter pure at sige skeden. Det er bare for grimt. Jeg tænker tilbage til seksualundervisningen i 4. klasse. Min klasselærer sagde vagina. Men lyder man så ikke lidt som om at man er for fin til at kalde en skovl for en skovl… Nå men jeg trøster mig med at jeg alligevel aldrig skal fortælle nogen om det, så jeg kan kalde det hvad jeg vil i mit eget hoved.
Da jeg lidt senere vil rejse mig, er det som om kaktussen fra før simpelthen er fulgt med op gennem min krop og jeg går præcis som dronning ingrid så ud. Det gør virkelig ondt og jeg bliver enig med mig selv om at ringe til lægen næste morgen. Præcis hvad jeg skal sige til hende må jeg så øve for mig selv. Skal det være den sådan henkastede friske; Hey Liselotte, ved du hvad, jeg har sgu ondt i fjamsen, er det noget du lige gider tjekke? Eller skal jeg være pinligt berørt og sige, Hej Liselotte. Jeg har meget ondt i øhh du ved, øhh de nedre regioner - øhh nej ikke sådan underlivet, altså øhh du ved, sådan under livmoren agtigt… Eller skal jeg være den saglige: Goddag Liselotte. Jeg har oplevet nogle smerter ved skeden. Det vil gerne at du lige ser på. Heldigvis er der en god lang dag til forberedelse. Samme aften får jeg en veninde på besøg og hun kan naturligvis ikke undgå at se min dronning Ingrid imitation og spørger om jeg er ok. Jeg får sagt noget med menstruationssmerter. Det er altid en plausibel forklaring. Om man så har ondt i albuen.
Da vækkeuret ringer tirsdag morgen går jeg lidt i panik. Så er det nu. Alle de indøvede forklaringer kører i mit hoved. Hvilken skal jeg vælge?? Ved første forsøg er der heldigvis optaget. Puha, reddet lidt endnu. Ved andet forsøg lyder klartonen. Jeg trækker vejret dybt ind og forbereder mig på at ralle en helt masse af meget hurtigt. Faktisk er jeg næsten allerede startet på Hej Liselotte, da stemmen i mit øre siger, Det er læge Nils Larsen… Alt luft går ud af mig. Jeg fremstammer, undskyld forkert nummer og lægger på. Den situation havde jeg slet ikke forudset. At hendes mand som hun har klinik med kunne finde på at tage telefonen. Shit. Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Kan jeg mon vente en dag mere? Jeg rejser mig prøvende op. Kaktussen melder sin ankomst. Jeg kan IKKE vente. Men… Pludselig slår det mig… Juhuuu fagre nye verden. Jeg sender da en mail til lægen. Yes. Så er jeg også sikker på at få fortalt det hele. Ha hvor er jeg smart. Skrive skrive skrive og tryk på SEND. Så er det bare at vente på svar.
Det går nogle timer, men så kommer det - You’ve got mail. Fedest. Det er fra lægen. Lille pus da, du skal da bare ringe. Men jeg vil gerne at du kommer i dag kl. 16. Så mig under bruseren. Var nok ren nok, men tager absolut ingen chancer når det gælder den slags undersøgelse. Der var en veninde som engang var så sød at sige til mig, hey har du egentlig tænkt på at når man ligger der med fødderne i bøjler, så kan lægen ikke alene se din fjams, men også dit røvhul?? Og siden den dag har jeg nok været lidt pernittengryn hvad det angår.
Men det bliver tid til besøget hos lægen. Jeg tager derop. Går så normalt som muligt, omend lidt langsommere end normalt. Heldigvis er der ingen i venteværelset og jeg kan høre min læge tale i tlf, i gangen, så jeg kommer hurtigt til. Da jeg kommer ind glemmer jeg helt at være flov. Min læge har bare sådan en beroligende virkning på mig. Jeg hiver kludene og springer galant op i bøjlerne (ja ok så, jeg er kun halvanden meter, så jeg kommer der op på en eller anden måde, det må være godt med det). Lægen prøver forsigtigt med sit spekulum (latin for skedetang, jojo man ved sørme et og andet) og siger uden omsvøb, Ja sara du skal en tur på sygehuset. Du har en byld. En BYLD !!!!! At blod forsvinder fra mit ansigt. Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet, men i hvert fald ikke det her. Jeg kan jo ikke have en byld. Der er bare nogen ting jeg ikke har. Jeg græder næsten da jeg beder hende tjekke igen. Hun smiler til mig og siger, hør nu her lille skat. Det er ikke så slemt. Du kommer en tur ud på Skejby og de giver dig noget bedøvelse og væk er den når du vågner. Ja ok det kunne jeg måske så godt se. Og det vil jo gå hurtigt, så ingen behøver vide noget. Bortset fra at jeg godt er klar over at jeg vil ynkes fra nær til fjern over at skulle på hospitalet. Nå men hvis jeg antager en lidt humoristisk vinkel, er der nok ingen som reagerer på at det faktisk er en byld som er grunden til opholdet.
Jeg får lov at tage hjem og pakke en taske inden turen til Skejby. Jeg sender en venlig tanke til mit mobilselskab som har sendt mig en usb til mobilt bredbånd, pakker min bærbare og toiletgrej og en bog. På dette tidspunkt har min hjerne vist så småt erkendt at naturligvis er det en byld, der er vist ikke andet der kan gøre så ondt.
På sygehuset er der dejligt stille. Det passer mig storartet. Er i gravkammer stemning. Jeg bliver hurtigt hentet af en sød ung læge på min egen alder. Hun er vist svensk eller norsk, men jeg kan godt forstå hende. Hun er gynækolog og får mig behændigt op i endnu et par bøjler. Hun forklarer pædagogisk at hun vil scanne mig, så de kan se hvor den her satan sidder. Jeg lukker øjnene og tænker på at det snart er forbi og så er jeg damen som engang havde en byld, men aldrig mere. Desværre gør det ca. ligeså ondt som at blive voldtaget i numsen med førnævnte kaktus, da hun prøver at scanne, så hun ringer til sin overlæge for at få hende til hjælp. Damen kommer hurtigt til og prøver også. Nej det er umuligt. Men de fik dog set nok til at konstatere at Satan selv slet ikke sidder i underlivet, men helt oppe bag blæren. Og så er det jo faktisk slet ikke gynækologer som skal helbrede, trøste, lindre som der står så flot på indgangen til Århus Sygehus. De to damer ringer i fællesskab til kirurg som med det samme afviser sagen og siger, bed hende komme igen en anden dag. Her bliver den svensk/norske gynækolog så noget vred på en meget diplomatisk måde og det ender i hvert fald med at de bliver enige om at give mig noget morfin og så prøve at scanne igen en time senere, hvor han så også vil være til stede. Jo jo, bare giv mig noget morfin. Efter alt det roderi er det mig fysisk umuligt at sidde på et sæde, så jeg er modtagelig for alt. Og jeg må sige at 10 mg. morfin gjorde seriøse underværker. Nu har jeg 3 læger og en sygeplejerske i rummet mens jeg ligger der, men det rører mig ikke. Verden kan bare komme an, så skal jeg fame… øhh falde i søvn. Scanningen kan dog ikke gennemføres helt tilfredsstillende, for der sidder jo noget i vejen og det gør stadig lidt ondt, så aftalen bliver: I morgen skal jeg i narkose hvor man så vil scanne ordentligt og derefter fjerne hvad man kan nedefra og senere så narkose igen og fjerne resten gennem maven. Ja ja siger jeg og håber de snart lægger mig i seng.
Mit ønske bliver opfyldt og snart ligger jeg i en blød seng med fjernbetjening og tilhørende stuefælle. Da jeg kom ind ville jeg lige være lidt sjov og sagde, bare rolig jeg snorker ikke. Da hun så svarede; jamen det gør jeg tænkte jeg bare fuck fuck fuck. Men faktisk gav hun mig et par ørepropper for hun havde været så forudseende at købe to par til eventuelle room mates. Jeg tog i mod dem, men smilede og sagde, ahhh så slemt kan det da ikke være. Det var det så.
Næste morgen var jeg stadig noget omtåget af alt den morfin. Jeg var også træt og irriteret og sulten og det gjorde ondt. Så da der kom en gammel mand ind på stuen og præsenterede sig som overlæge i et eller andet og om han lige måtte undersøge mig, må jeg indrømme at jeg sagde nej. Jeg forklarede ham hvad aftalen dagen før lød på og han sagde at det var ham som skulle operere og gerne liiiige ville se det med egne øjne. Jeg spurgte ham så om han da ikke stolede på sine kollegaer og deres skøn. Her blegnede hans smil lidt, men han fandt hurtigt sin overlæge attitude/selvsikkerhed frem igen og sagde, joo men det var jo kvinder og mænd er nu engang bedre til at undersøge underliv. Her var det så jeg tænkte Oh My Fucking God. Men stadig omtumlet gav jeg mig dog og gik med ham ned til undersøgelses rummet. Her sad der så to sygeplejersker og målte hinandens blodtryk. De blev noget forfjamskede da vi kom og skyndte sig ud. Helt ærligt, hvis jeg arbejde på et hospital, ville jeg sgu også lege med instrumenterne. Ikke så meget at sige til selve undersøgelsen. Men da hr. overlæge sagde, du har menstruation, kunne jeg ikke lade være med at udbryde: Fame godt set Sherlock…!!
Resten står lidt hen i tåge. Men jeg kan fuldstændig ærligt nu sige at der er to ting jeg IKKE har og og det er Briller og Bylder

Briller og Bylder del 1

Briller og Bylder ja. Nu er det sådan at der bare er to ting jeg ikke har. Den ene er briller, den anden er bylder. Jeg ved faktisk ikke hvorfor det er sådan, men det besluttede jeg i en ung alder. Da jeg så blev lidt ældre blev det til en joke i vennekredsen at jeg ikke vil have briller. Mottoet blev, man må fra nu af slå på folk med briller, de har været fredet alt for længe. Naturligvis kun en joke som aldrig blev efterlevet, og de sagde så nogle ting om at slå AGF fans og folk med krøller osv. (Hvis man skulle være i tvivl, så er jeg stor AGF supporter og har sjovt nok også krøller).
Vendepunktet blev så en dag i juni 2009 hvor jeg sidder på stadion og råber af mine lungers fulde kraft: For fanden Graulund din nar, så aflever da bolden. Herefter siger min veninde, øhh Graulund blev skiftet ud i pausen. Se det var jo pinligt. Jeg skyldte skylden på det store antal fadøl jeg havde hældt ned under kampen. Der er nemlig det med AGF at hvis man først er blevet supporter, så kræver det en meget stærk mave. For de giver en mavesår og dårlige nerver, med mindre man hælder store fadøl ned under hele kampen.
Nogle dage efter kommer jeg gående på strøget i Århus i mine egne tanker (ville også være meget dumt at gå i andres tanker), da jeg kan se et eller andet fjols stå og vifte med armene. Jeg går bare videre, men til min skræk kommer fjolset hen imod mig. Først da hun står ca. en halv meter fra min næsetip udråber jeg glad, Hej mor… Se så er det at jeg begynder at undre mig. Denne gang havde jeg ikke drukket fadøl. Men så kom jeg i tanke om at jeg samme morgen havde fået en stærk pille hos lægen, så det måtte være den som gjorde mig langsom.
Næste kamp på stadion. Der er købt et håndtag (5 fadøl i en papdims) stadionplatten er spist, både den officielle og de uofficelle fans er gejlet op, nu starter kampen snart. Jeg ser op på stadion tavlen… intet. Noget blåt og noget rødt med en anelse hvidt er alt jeg kan se.  Jeg tænkte at der måske var blevet fyret et romerlys af siden det hele var så sløret, så jeg spørger vennerne om de kan se noget deroppe og ihhh ja, de kan sørme se det hele.
Nu er det så jeg går hen og bliver en smule bekymret. Der kan da bare ikke være noget i vejen med mit syn. Så gammel er jeg da heller ikke. Troede man skulle være mindst 40 og i øvrigt bruger jeg jo slet ikke briller, så det er bedre bare at glemme det hele.
Jeg får så besøg af nogle venner en dag hvor jeg er lige ved at se noget i tv. De griner og spørger om jeg ikke bare kan kravle ind i tv’et i stedet for at sidde med det på skødet… jeg kan godt mærke hvor det hele bærer hen. En tur til Synoptik er nok ikke undgåelig.
Manden hos Synoptik er meget rar. Ikke videre forstående overfor problematikken med at nægte briller, men han fordømmer heller ikke. Smiler vist nærmest lidt overbærende. Han tjekker mit syn, spørger bekymret om jeg kører bil og griner hysterisk lettet, da jeg siger at det gør jeg ikke. Helt ærligt. Minus 1,75 på begge øjne er da ingenting at skabe sig sådan over. Jeg takker manden for tjekket og han begynder at tale om briller. Min første reaktion er naturligvis total afvisning, men så ser jeg noget ud af øjenkrogen. Jeg har lige fået at vide jeg har minus 1,75 på begge øjne, så jeg burde ikke kunne se det. Men det kan jeg. Et brillestel med et lillebitte D&G mærke på den ene stang. Jeg kan mærke hvordan mit hjerte slår hurtigere. Jeg forsøger at lyde henkastet da jeg siger: De der ser da cool nok ud. Så er det at jeg faktisk også kan se ekspedientens hjerte begynde at slå hurtigere og han bliver meget familiær nærmest. Det er bare en rigtig god brille siger han. En brille ?? Hedder det virkelig det ?? Den er meget populær hos især de unge (jaja bare fordi man er fyldt 30, kan man da godt selv synes man er ung) og så kan jeg få en særdeles fordelagtig afdragsordning. Her er det så jeg går lidt i stå. Afdragsordning. Jeg havde nok mest tænkt på briller som et hjælpemiddel i samme stil som krykker eller høreapparater. Men nix, den var god nok. Med mine enkeltstyrkeglas som jo er billige, ville jeg kunne få den skønne brille til lige over 10.000 kr.
Nu er det så sådan at jeg ganske enkelt nægter at betale 10.000 kr for en vare jeg i første omgang slet ikke ville have. Så jeg smiler til brillemanden og spørger hvad endags kontaktlinser koster