En tur i magasin...

Jeg skulle i Magasin torsdag inden bededagsferien. Yngste bonus søn skulle ha en hat som kun kan købes der, så mig ind til Kgs. Nytorv. Kan i øvrigt godt lide den butik. Eller dvs, jeg kan lide at se på den udefra. Og sådan stille mig foran og mærke historiens vingesus (hvilket er lidt svært for tiden, eftersom det eneste sus man kan mærke, er fra skovlen på de enorme gravkøer, som er ved at se om det er rigtigt at hvis man bare graver dybt nok, kommer man til Kina). Nå lad nu det ligge. Jeg kommer ind og er i grunden ganske determineret. Kommer jo af én bestemt grund, så skal bare finde den hat. Nu er det sådan at jeg er en ganske lille bitte smule nærsynet. Ikke meget, kun nok til at jeg sidder med mit tv på skødet, når der er noget jeg virkelig gerne vil se. Men det har altså betydet at jeg har investeret i et par læsebriller fra Tiger butikken. Nu nægter jeg jo pure at gå med de briller, men det er ok at ha dem i panden, så jeg lige kan få dem ned på næsetippen som en anden gammel skolefrøken, når jeg skal læse et eller andet.

Jeg finder ud af hvilken afdeling jeg skal til, så hen til rulletrappen. Her er det så jeg står og falder lidt i staver mens teknikken fragter mig op på 2. sal. Kommer til at tænke på da en veninde og jeg var i Dublin, og der i lufthavnen stod på store skilte at "hvis man ikke var bekendt med rulletrapper, skulle man vælge elevatoren". Det grinte vi en del af, men er fordi Irland indtil for ganske nyligt var ekstremt fattigt, så de har først fået rulletrapper nu. Mens jeg står og tænker på det og på at alle sgu da kan bruge en rulletrappe, er det så at min trappe er nået op til etagen og jeg vil træde af. Der går en smule panik i mig, da jeg opdager at jeg simpelthen ikke kan stå af. Mine fusser nærmer sig hastigt den der revne som sluger trapperne. Og så er det jeg ser, at den ikke alene sluger trapper, men også snørebånd. I hvert fald mine. De er simpelthen suget derind, med det resultat at jeg står fast på øverste trin. Da trinnet når helt op, falder jeg selvfølgelig forover, for jeg kan ikke nå at tage skoene af. 


Det er voldsomt pinligt. Specielt da to meget ældre damer - faktisk gamle damer - råber op. "stop trappen, stop trappen - der er en dame som sidder fast" Jeg ser mig bagud, jeg er måske ikke den eneste? Men for at føje spot til skade, så var det sgu mig der var damen. En af dem får nærmest kastet sig ud over trappen, for at nå en knap der stopper maskineriet. Pyyyyh. Jeg forsøger at rejse mig, men det kan jeg ikke. Forsøger så at få skoen af. Kan jeg heller ikke, da snørebåndet har strammet den helt vildt. Så hører jeg over højttaleren "en service medarbejder til rulletrappen på 2. sal, der sidder en kunde fast". Arghhhhh... Inden jeg får set mig om, er det blevet et tilløbsstykke. De ældre damer har fået en smule ejerfornemmelse for "ulykken" og nægter at forlade mig. De går meget op i at fortælle servicemedarbejderen hvad der er sket. Jeg har mest lyst til at hoppe ud i det store hul på Kongens Nytorv og selv grave mig resten af vejen til Kina. 


Jeg bliver dog befriet. Der kommer en højerestående Magasin medarbejder for at tilse mig. Jeg forsikrer ham om at jeg er ok. Han vil gerne have, jeg tager en tur på skadestuen. Jeg har på ingen måde slået mig. Det eneste som er såret er helt klart min stolthed. Jeg afslår meget kraftigt turen til skadestuen. Han insisterer så på at give mig en æske chokolade. Det går jeg allernådigst med til. 


Det er først da jeg sidder i bussen på vej hjem til Valby, det går op for mig at jeg glemte at købe hatten...