onsdag den 11. maj 2011

Su må jeg?

Ja altså, nu er der jo ikke alene sket det at jeg har fået mig den her kæreste. Der fulgte faktisk også 3 hjemmeboende unger med på hhv. 10, 13 og 14. Så kunne man fristes til at sige "stakkel" med sådan en flok teens og en enkelt præ. Sådan er det så bare slet ikke. For de her unger har absolut intet behov for løsrivelse og provokationer og hvad man ellers forbinder med 13-14 årige. De elsker hjemmelig hygge og de weekender hvor vi smider madrasserne ind i stuen og sætter film på og laver guf skåle, er virkelig det bedste de ved. Deres kammerater ser en smule uforstående ud, samtidig med misundelsen lyser ud af dem. 

Så det er slet ikke her problemet ligger. Nej nej. Problemet ligger i, at de her børn som udgangspunkt er gået ud fra, at jeg ved hvad jeg gør. Indtil nu er det gået godt og de har ikke opdaget mit skuespil. Men bliver nødt til at indrømme her, at jeg skælver en smule af angst, hver gang jeg hører sætningen "Su må jeg...?" For hvor er det lige jeg skal vide fra om de må? Og hvad sker der den dag de spørger "hvorfor?" hvis jeg siger nej? Jeg kan umuligt fortælle at jeg slår plat og krone om de må eller ej. 

Og så er der det der med balancegangen. For jeg har jo opdaget at jeg sidder på en umådelig stor magt her. Jeg giver et eksempel. Ungerne kommer hjem og spørger om de må tage mad i køleskabet. Det må de godt. Et stk. brød og en frugt hver. Men nu kommer det så. Su må vi spille Wii i stuen? Umiddelbart ville jeg jo bare, uden at tænke mig om, sige ja da. Nu har jeg lært lidt om magt. Så her vil svaret være "hmm ja, hvis i vasker op først". Første gang tænkte jeg "den går sgu ikke". Men de råbte bare "jeg vasker, jeg tørrer, jeg stiller på plads". Og se det har jo åbnet en helt ny verden. En verden af bestikkelse. Det er jo helt vildt så langt man kan komme med en æske sun lollys og en nintendo wii. Jeg ser mig selv ligge som en anden romersk kejser, fed og mægtig, mens folk rundt om mig, mader mig med lækkerier og pludselig forstår jeg hvorfor man får børn...

2 kommentarer: