Der var en fejl i denne gadget

lørdag den 29. september 2012

Jeg er træt... så grusomt træt

Som min overskrift siger, jeg er træt. Og hvad er jeg så træt af? Ja der er nok at tage fat på i disse krisetider, men faktisk er det hverken politikere eller vejret som dræner mig lige nu. Nej det er noget så intetsigende som realitystjerner og semikendte. Eller nej, det er ikke engang dem - det er deres jantelovs kort, som de smider hver eneste gang, man ikke falder på halen over deres talenter.

I dag stødte jeg på en gruppe på Facebook, lavet af Amalies mor, Charlotte Lytton Kejser. Gruppen hedder "luk janterøven" og tæller omkring 40 medlemmer. Charlotte er en af dem, som konsekvent smider jantelovs kortet. Hvilket har fået mig til at tænke. Er det virkelig jantelov, når folk (jeg selv inkluderet) afskriver Amalie og andre realitystjerner? Efter en del selvransagelse kom jeg frem til følgende: Nej. Det er på ingen måde jantelov. Det er kort og kontant, en afvisning af manglende talent. Men det kan man ikke komme igennem med. Når man ikke synes Amalie og Jim Lyngvild (der er mange flere, men de er dog de værste divaer) er helt fantastiske, mener de helt seriøst, at det er fordi vi er misundelige på dem. De kan slet ikke forstå at der er mennesker, som slet og ret ikke synes de kan noget og derfor ikke forguder dem. Hvilket yderligere fik mig til at tænke...

Hvad hvis de rigtig kendte og talentfulde i samfundet også smed jantelovs kortet, hver gang tingene ikke går deres vej?!? Jeg forestiller mig Lars Løkke stå efter valget og tude på talerstolen, mens han hikster at det kun er pga janteloven og misundelse at Venstre ikke vandt valget. Hvis ikke folk havde været så misundelige på ham, havde han været statsminister. Eller håndboldkvinderne som vil have omkamp til OL. "ja vi tabte, men det er kun fordi folk er misundelige på os og ikke under os at vinde". Eller de mange utrolig talentfulde kunstnere vi har i landet, som gang på gang støder på modgang, fordi det virkelig er en hård og svær branche.

Tænk hvis Annika Aakjær, Marie Key, Tina Dickow, Sys Bjerre, Medina og de andre dygtige musikere havde lavet trutmund og fået deres mor til at lave en facebook side, når de blev afvist. Tanken er grotesk ikke?!? Eller hvis Bodil Jørgensen, da hun modtog Svendprisen for bedste kvindelige hovedrolle, havde sagt "jeg har lidt svært ved at være glad, for den eneste grund til at jeg vandt, må være fordi i er misundelig på de andre og derfor ikke stemte på dem".

Kære Charlotte - det er IKKE fordi vi er misundelige på dig eller din datter. Du er nogle og fyrre år, du bor i en lille lejlighed i Hørsholm. Du har ingen uddannelse, du har intet job (udover når Mastiff forbarmer sig), du kunne ikke få udgivet din bog, dit ansigt er fyldt med botox og du viser gang på gang på tv, hvor uvidende du er. Hvad er der at være misundelig på??? At du køber dit tøj på Rungsted havn? At din datter har været med i Paradise og er kendt for at være snotdum? Eller måske dit forhold til din svigersøn? For hvis det er tilfældet, kan jeg fortælle at ingen er misundelige på det. Så kære Charlotte, tør øjnene og indse at det ikke er janteloven, som holder jer nede. Det er jeres mangel på talent.

mandag den 7. november 2011

Historien om Grisen...

Da jeg var 18 år flyttede mine forældre til Outlaw Djursland. Der ligger en del Outlaws rundt om i det ganske danske land, så i ved nok hvad jeg mener. Nu havde de boet i byen hele deres liv og jeg var på nippet til at flytte hjemmefra, så NU skulle de til Outlaw. Og det skal jeg da love for de kom. Hvis der er forskellige grader af Outlaw, ligger deres helt sikkert i toppen af skalaen. Men vi kom herud. Et fint lille hus, masser af plads til misserne og venlige naboer. For selvom der er mindst 7 km. til nærmeste sted der kan provianteres (er jeg sikker på det hedder i Outlaw), så er der rent faktisk naboer. Allerede første dag, fik jeg bange anelser. Naboen havde gæster og en lille dreng på 6-7 år kom ud og så på os. Han spurgte hvor vi kom fra og jeg svarede Århus. Så ændrede hans blik sig fra en glad nysgerrig dreng til ren og skær rædsel. "Århus" udbrød han. "Så er i jo røvere og mordere". Jo jo...


Men som det jo går i Outlaw, blev vi inviteret over til naboen på kaffe. Her sad, udover husets beboere, også en ganske rund fyr med en næse som mest af alt lignede en tryne. Han var 21 og på trods af mit kropssprog som i den grad signalerede "hvis du så meget som tænker på at tale til mig, slår jeg dig ihjel" forelskede han sig hovedkuls i mig. Han ejede på det tidspunkt en Landrover og hans armbevægelser blev større og større mens han fortalte om skrotbunkens mange egenskaber. På et tidspunkt hvor han åbenbart ikke rigtig vidste hvad der kunne imponere en pige som mig, sagde han "hvem der bare havde en mudderpøl". En sætning som i sig selv ikke havde gjort videre indtryk på mig, hvis ikke min mor lige så stille havde hvisket "nå ville du da så ud og rulle dig i den". Og dermed var sagen afgjort - i vores hjem hed ungersvenden aldrig andet end grisen.

Nu havde Grisen lidt svært ved at komme ind på livet af undertegnede, men han prøvede det bedste han havde lært. En af de ting han havde lært var åbenbart at man skulle imponere den udkårnes mor. Så en dag bankede det på døren. (skal lige siges at det tog måneder at lære naboerne at banke på. I starten stod de bare pludselig midt i ens stue). Min mor går ud og åbner. Udenfor står grisen med verdens største smil og siger "SE, nøj dækker". "hvadbehager?" Er min mors svar. "Nøj dækker!!" siger Grisen igen. Det er først da han begynder at sparke til sine dæk på landroveren det går op for min mor at de åbenbart var nye. Jo jo...

På dette tidspunkt i livet, var min mors bil en lille grøn Morris Mascot. Vi elskede den, men den havde jo den uheldige egenskab at den var utrolig genkendelig. Så ofte når vi havde været enten ude og proviantere eller bare kom hjem, kunne vi pludselig se en gammel skrotbunke af en landrover, dukke frem i bakspejlet. Min mor gjorde hvad hun kunne. Speederen røg i bund og grønærten pilede derudaf med 80 i timen. Men det var bare aldrig rigtig nok. Rigtig slemt blev det den dag Grisen, som naturligvis var medlem af hjemmeværnet, havde fået installeret en dyssekanon på taget af skrotbunken. Forestil jer lige at sidde i en lille grøn mascot og så se i bakspejlet hvordan skrotbunken bare kommer tættere og tættere på. Det var sgu uhyggeligt. En dag sidder vi så der, min mor og jeg. Vi taler om livet og hygger os, da det sker. Vi får øje på skrotbunken. Vi er så tæt på hjemmet at vi simpelthen beslutter at "go for it". Sømmet i kælderen og mascotten på hvinende dæk rundt om hjørnet og så er vi faktisk hjemme. Vi tror vi har nået det. Men nej... rundt om hjørnet kommer skrotbunken. Med nærmest panik i stemmen råber min mor "han har set os, gem dig Su". Alt logik forsvinder fra min hjerne og jeg kan nu se at jeg ikke handler rationelt i en krisesituation. For i min panik, vælger jeg at kaste mig ind i mascotten igen. På langs. Det er et spørgsmål om sekunder. Jeg ligger der. Hører landroveren køre forbi og lige dytte til hilsen. Hører min mor grine hysterisk og hører min egen lettede stemme sige "opdagede han mig?" Den dag i dag gad jeg virkelig godt vide præcist hvad han tænkte, da han kørte forbi en lille grøn mascot med et par ben stikkende en halv meter ud....

søndag den 6. november 2011

Du bli'r hvad du spiser...

Os som er vokset op i 80'erne husker små smarte slogans som "du bliver hvad du spiser" "spar på energien" "sig Jolly til din cola" osv. Det er ikke noget jeg har tænkt nærmere over siden må jeg indrømme. Men her den anden dag, hørte jeg igen "du bliver hvad du spiser". Og her er det så jeg virkelig har brug for hjælp... For uanset hvor meget jeg tænker mig om, kan jeg simpelthen ikke huske hvornår jeg spiste en lille tyk pædagog. 

Jeg er klar over at når alkoholen går ind, sætter hjernen ud. Og for så vidt er det rigtigt at større eller mindre passager af sådan en aften kan smutte i svinget. Men at spise en lille tyk pædagog, må da så absolut høre til ting man kan huske uanset brandert??

Faktum er jo at jeg er ung, smuk, slank og med alle muligheder for mine fødder, så det var grimt at vågne op og være 37, tyk, stadig smuk dog men i stedet for alle mulighederne var jeg pædagog. Jeg har prøvet at stikke en finger i halsen, men hun vil simpelthen ikke ud igen. Så nu er spørgsmålet... Skal jeg slå mig til tåls med hende eller æde en supermodel??

lørdag den 28. maj 2011

Hyggelørdag

Så blev det endelig lørdag. En dag vi virkelig har set frem til begge to. Ungerne er på lejr og vi er helt alene hjemme. Weekenden er planlagt ned til mindste detalje - fredag skulle vi bare spille, grine, snakke, male og hvad der ellers hører sådan en aften til. Lørdag skulle stå i hygge "to d bone" s tegn. Egentlig ville vi blive i sengen hele dagen. Og så bare spille, se lidt film, rulle en tur på den gode måde ;-) og andre hygge ting. Men vanen tro, kom vi til at stå op først. Vi aftalte så at senest kl. 16, skulle vi sidde i sengen. Og så kunne vi jo lige nå at handle og få ordnet lidt praktisk først. Såsom at købe toiletpapir og afløbsrens. Og nej der er altså ingen sammenhæng i at vi manglede præcist de to ting på samme tid!!!

Men tiden løb jo og det blev tid til ekstrem hygge. Så vi begyndte at gøre klar. Her gik det så virkelig op for os hvor afhængige vi er blevet af medierne. Nutidens unge vil ikke forstå hvad problemet er, men vi gamle som er født før 1990, har prøvet et liv hvor de eneste "app's" vi havde var en spand og en skovl til sandkassen. Men selvom vi nu er gamle og dermed pr. definition håbløst bagefter, tog det alligevel sin tid at gøre klar til hyggen. Først skulle tv'et installeres i soveværelset - der kom jo en film vi gerne ville se. Nu bor vi i en lejlighed som er bygget før antallet af elektroniske gadgets blev alfa og omega for folks lykke, så derfor har vi kun et eneste antenne stik. Og det er placeret i stuen. Så... forlængerledninger, stikdåser og lidt rykken med sofaerne, og så kom tv'et i soveværelset. Men så var det vi opdagede at den Beck vi gerne vil se, jo er på dvd. Så måtte ps3'eren også med ind i soveværelset. Det  begyndte jo at fylde lidt, så vi tog simpelthen hele tv møblet med ind, for så var der også plads til vores Wii, hvis nu vi fik lyst... Så langt så godt. Vi havde så også aftalt at spille lidt pc spil, så begge bærbare computere skulle hentes ind i sengen. Godt NU kan vi hygge. Men nej... nu var det så sjovt at se vores soveværelse, at det simpelthen skulle fotograferes. Endnu en tur ind i stuen, denne gang efter hhv. iPhone og Sony Ericsson X10 mini pro, med tilhørende usb stik, så billederne kunne lægges direkte på FB. Så, NU... Men nej. Det sjove ved det spil vi gerne ville spille går lidt af det, hvis man skal nøjes med en 15,6" skærm, så ind i stuen igen - finde HDMI stik til tv'et. Men når det skulle i en computer, skulle en af os jo undvære. Så hvad nu...? Ind på teen værelserne og snuppe en ekstra bærbar. 

Endelig er alt klart. Alle elektroniske apparater er sat til, guf skålene er placeret på strategisk perfekte steder, cola og kaffe er stillet frem, smøger og askebæger hentet ind og endelig kan vi hygge :-D Eneste problem er, at vi ikke helt ved hvor der er plads til os...

fredag den 20. maj 2011

En tur i magasin...

Jeg skulle i Magasin torsdag inden bededagsferien. Yngste bonus søn skulle ha en hat som kun kan købes der, så mig ind til Kgs. Nytorv. Kan i øvrigt godt lide den butik. Eller dvs, jeg kan lide at se på den udefra. Og sådan stille mig foran og mærke historiens vingesus (hvilket er lidt svært for tiden, eftersom det eneste sus man kan mærke, er fra skovlen på de enorme gravkøer, som er ved at se om det er rigtigt at hvis man bare graver dybt nok, kommer man til Kina). Nå lad nu det ligge. Jeg kommer ind og er i grunden ganske determineret. Kommer jo af én bestemt grund, så skal bare finde den hat. Nu er det sådan at jeg er en ganske lille bitte smule nærsynet. Ikke meget, kun nok til at jeg sidder med mit tv på skødet, når der er noget jeg virkelig gerne vil se. Men det har altså betydet at jeg har investeret i et par læsebriller fra Tiger butikken. Nu nægter jeg jo pure at gå med de briller, men det er ok at ha dem i panden, så jeg lige kan få dem ned på næsetippen som en anden gammel skolefrøken, når jeg skal læse et eller andet.

Jeg finder ud af hvilken afdeling jeg skal til, så hen til rulletrappen. Her er det så jeg står og falder lidt i staver mens teknikken fragter mig op på 2. sal. Kommer til at tænke på da en veninde og jeg var i Dublin, og der i lufthavnen stod på store skilte at "hvis man ikke var bekendt med rulletrapper, skulle man vælge elevatoren". Det grinte vi en del af, men er fordi Irland indtil for ganske nyligt var ekstremt fattigt, så de har først fået rulletrapper nu. Mens jeg står og tænker på det og på at alle sgu da kan bruge en rulletrappe, er det så at min trappe er nået op til etagen og jeg vil træde af. Der går en smule panik i mig, da jeg opdager at jeg simpelthen ikke kan stå af. Mine fusser nærmer sig hastigt den der revne som sluger trapperne. Og så er det jeg ser, at den ikke alene sluger trapper, men også snørebånd. I hvert fald mine. De er simpelthen suget derind, med det resultat at jeg står fast på øverste trin. Da trinnet når helt op, falder jeg selvfølgelig forover, for jeg kan ikke nå at tage skoene af. 


Det er voldsomt pinligt. Specielt da to meget ældre damer - faktisk gamle damer - råber op. "stop trappen, stop trappen - der er en dame som sidder fast" Jeg ser mig bagud, jeg er måske ikke den eneste? Men for at føje spot til skade, så var det sgu mig der var damen. En af dem får nærmest kastet sig ud over trappen, for at nå en knap der stopper maskineriet. Pyyyyh. Jeg forsøger at rejse mig, men det kan jeg ikke. Forsøger så at få skoen af. Kan jeg heller ikke, da snørebåndet har strammet den helt vildt. Så hører jeg over højttaleren "en service medarbejder til rulletrappen på 2. sal, der sidder en kunde fast". Arghhhhh... Inden jeg får set mig om, er det blevet et tilløbsstykke. De ældre damer har fået en smule ejerfornemmelse for "ulykken" og nægter at forlade mig. De går meget op i at fortælle servicemedarbejderen hvad der er sket. Jeg har mest lyst til at hoppe ud i det store hul på Kongens Nytorv og selv grave mig resten af vejen til Kina. 


Jeg bliver dog befriet. Der kommer en højerestående Magasin medarbejder for at tilse mig. Jeg forsikrer ham om at jeg er ok. Han vil gerne have, jeg tager en tur på skadestuen. Jeg har på ingen måde slået mig. Det eneste som er såret er helt klart min stolthed. Jeg afslår meget kraftigt turen til skadestuen. Han insisterer så på at give mig en æske chokolade. Det går jeg allernådigst med til. 


Det er først da jeg sidder i bussen på vej hjem til Valby, det går op for mig at jeg glemte at købe hatten...

torsdag den 19. maj 2011

Opladeren...

Jeg har været helt nede. Faktisk helt dernede hvor man ikke kan komme længere ned. Min oplader til min computer stod af i tirsdags. Nå tænker du, herregud, så er det da vist ikke værre. Men jo, det er det så...!!! Det er faktisk virkelig slemt. Jeg prøvede virkelig hårdt at acceptere det. Lod som om den stadig virkede, men at jeg bare ikke havde tid til at være på Facebook, tjekke mail. spille, blogge osv. 

Efter jeg havde gået rundt som en løve i et bur et par timer, besluttede jeg mig. Jeg kan så mange ting, jeg må simpelthen også kunne lave en oplader. Det var jo tydeligt den bare havde en løs forbindelse. Så jeg satte mig ned med opladeren i skødet. Ok. Den løse forbindelse var helt nede ved selve stikket til computeren. Jeg kunne se et lille knæk. Prøvede at klemme på det og sørme jo, så kom der lidt lys i computeren. Men 3 sekunder efter gik det ud. Jeg tænkte "hmm, jeg så engang min kusine lave en nintendo controller med en løs forbindelse. Så jeg fandt en saks, klippede isoleringen af og kom ind til et virvar af kobbertråde. Som i øvrigt var fuldstændigt smadrede. Så klippede jeg et stykke af den anden ende, forsøgte at sætte de to sammen, bandt det sammen med gaffa, satte stikket i, tændte for strømmen og SÅ...

Nu er det umuligt på skrift at gengive den lyd det sagde. Men forestil dig noget i stil med "fszzzzzst" og på trods af gaffa, slog det en del gnister. Jeg tænkte "nå... måske jeg skal fjerne det inderste lag isolering også og så forbinde de inderste kobbertråde?" Nu var problemet så at det var helt nede ved selve stikket, så jeg blev nødt til ligesom at klippe lidt i det der hårde plastik som er rundt om der. Sådan. Nu er kobbertrådene blotlagte og der er næsten en halv cm til at sætte sammen med de 3 cm. fra den anden ende. Det burde lykkes. På den igen. Slukke for strømmen, blande blande blande trådene sammen, gaffa rundt om, tænde for strømmen igen. "FSZZZZZZZZZSFSSSSSSZZZZZZTTTT" Tis. Den virkede stadig ikke. Men det burde altså kunne lade sig gøre. Måske det var fordi enderne af kobbertrådende var ligesom brændt over? Hvis jeg nu klippede endnu et lille stykke af... Men saksen var for stor, så jeg skulle klippe med en tang. Naturligvis sådan en tang vi ikke har. Eller jeg i hvert fald ikke kunne finde. Så på med et par sko, og over i Super Best. Efter at have støvet butikken rundt, fandt jeg tangen. 100 kr. Hjem igen. 


Nåede seriøst at tænke "ej NU går de for vidt, de som ellers konspirerer mod mig". Både gaffa og stik var simpelthen pist væk. Jeg ledte efter det alle steder. Under hynderne, under bordet, i skraldespanden. Det var fuldstændig borte. 


Nu er jeg nærmest på grådens rand. Ingen computer, ingen gaffa og ingen stik. Telefonen ringer. Det er kæresten, som var gået fuldstændigt i panik over min sms, om at forsøge at lave den ledning selv. Han så for sig, hvordan jeg sad som en anden tegneserie figur, bare som skelet med håret strittende lige op i luften, mens lejligheden stod i flammer, så han var taget hjem fra arbejde, havde hentet stikket og var taget afsted igen. Det var simpelthen nemmere end at prøve at diskutere med mig, om hvorvidt jeg skulle reparere den ledning selv. Hmm... burde være ond i sulet, men synes på den anden side også det var ret sødt. Så jeg fik koden til hans bærbare, gik ind på fona.dk, og dagen efter kom der en ny oplader med pakkeposten.


Nu har jeg masser af strøm på min computer og har stort set ikke brugt den siden....

lørdag den 14. maj 2011

konspirationsteorien...

Jeg har aldrig været den store fan af konspirations teorier. F.eks. er jeg ret ligeglad med om der har vandret mænd på månen eller det er film tricks. Jeg er også ligeglad med om det var Al Qaida eller en krigsliderlig Bush som stod bag 9/11. Det skete. Det skulle ikke være sket. Slut. Men nu har sagen ændret sig. Det startede som en lille undren og nu er jeg overbevist. Jeg er offer for konspiration!!!

Det startede i det små. En sok forsvandt i ny og næ. Men nu er det blevet organiseret. Uanset hvor mange små hvide sokker jeg køber, mangler halvdelen ALTID når jeg skal vaske. De skal nok dukke op lidt efter lidt, jovist. Altså selvfølgelig kun dem som ikke er blevet fjernet af sokkemonsteret om natten. De er væk for evigt, når først han har sat tænderne i dem. De andre derimod. De dukker op de sygeste steder. I en venindes dynebetræk. Vel og mærket dynebetræk som ligger pænt i et skab. I en køkkenskuffe med bestik, på bunden af en taske osv. Og eftersom jeg naturligvis altid lægger dem pænt ud i vasketøjskurven om aftenen, må det være større kræfter, som er på spil her. 

Indtil nu har min tålmodighed været stor. Men nu har det simpelthen taget overhånd. Først var det sokkerne. Så var det smøger, nøgler, mobil tlf og fjernbetjeninger. Smøger, nøgler og tlf, naturligvis altid i det sekund jeg skal ud af døren og fjernbetjeningerne i det sekund jeg skal mute lyden af tv3's reklamer, som er så larmende at mine trommehinder faktisk blødte lidt den anden dag. Som sagt har jeg fundet mig i det. Men så i går gik det helt galt. 

Jeg loggede glad og fro ind på min blog. Og hvad konstaterer jeg? Mit indlæg er væk...!!! Jeg har med nøje og besvær skrevet indlægget "jeg er sur", men væk er det. Så jeg har været ved at undersøge om CIA, FBI og KGB mon har en meget vigtig kode der hedder PMS, jeg eventuelt har knækket med mit indlæg. Men de lukker i som østers når jeg henvender mig. Det gør mig jo bare endnu mere sikker i min teori. Jeg er offer for konspiration!!!!