Briller og bylder del 2

Men tiden går jo. Og sådan noget som kontaktlinser er jo ikke noget man bare lige kaster sig ud i. Først skal man have en tid. Og det skal jo være en dag hvor både du selv og brillemanden kan. Og så skal man lære at proppe ting i sine egne øjne og derefter tage stilling til om de er behagelige osv. Så jeg har ikke lige fået dem endnu. Altså ikke udelukkende uvilje fra min side. Jeg har faktisk lavet ikke mindre end 2 aftaler. Jeg har så også  meldt afbud til 2 aftaler. Men er jo tanken der tæller…
Jeg sidder så hjemme i min dejlige lejlighed en søndag aften og ser et eller andet ligegyldigt i tv mens jeg spiller ludo på nettet med nogle venner. Synes pludselig jeg får en lidt våd fornemmelse i trusserne og eftersom hverken Tyra Banks eller hendes supermodeller, eller ludospillet gør mig i en interessant tilstand, må det jo være noget andet. Jeg undskylder mig, daffer ud på toilettet og konstaterer at det er tid til en tampax. Nu er jeg i en alder hvor sådan noget som at bruge tampax kører ligeså meget på rutinen som at drikke når man er tørstig, børste tænder om morgenen, tisse når man skal osv, så det er med stor forundring det går op for mig at jeg faktisk ikke kan bruge den tampax. Jeg begynder at få flashbacks til en lejrskole i 8. klasse hvor min veninde og jeg sad i hver sin toiletbås mens hun guidede mig igennem min første tampax oplevelse. Det blev ingen succes og efter en time i smertehelvede, fandt jeg ud af at jeg havde sat den på tværs og slet slet ikke der hvor den skulle sidde… Nå men jeg kan jo ikke sidde derude hele aftenen, så jeg smider tamponen ud, finder et bind et og nogle mormorunderbukser og tænker ikke mere over det.
Næste morgen starter som de fleste andre morgener. Gårsdagens tampax oplevelse er lykkeligt glemt, indtil jeg sætter mig ned i sofaen. En smerte som havde jeg sat mig på en kaktus, skærer gennem min krop. Her er det så jeg begynder at blive lidt foruroliget. Glæder mig over at jeg har fri fra arbejde i denne uge for hvad jeg end har, vil jeg i hvert fald ikke melde mig syg pga. ondt i fjamsen. Jeg griner lidt for mig selv. Ondt i fjamsen. Det er godt nok grimt, men jeg aner ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg nægter pure at sige skeden. Det er bare for grimt. Jeg tænker tilbage til seksualundervisningen i 4. klasse. Min klasselærer sagde vagina. Men lyder man så ikke lidt som om at man er for fin til at kalde en skovl for en skovl… Nå men jeg trøster mig med at jeg alligevel aldrig skal fortælle nogen om det, så jeg kan kalde det hvad jeg vil i mit eget hoved.
Da jeg lidt senere vil rejse mig, er det som om kaktussen fra før simpelthen er fulgt med op gennem min krop og jeg går præcis som dronning ingrid så ud. Det gør virkelig ondt og jeg bliver enig med mig selv om at ringe til lægen næste morgen. Præcis hvad jeg skal sige til hende må jeg så øve for mig selv. Skal det være den sådan henkastede friske; Hey Liselotte, ved du hvad, jeg har sgu ondt i fjamsen, er det noget du lige gider tjekke? Eller skal jeg være pinligt berørt og sige, Hej Liselotte. Jeg har meget ondt i øhh du ved, øhh de nedre regioner - øhh nej ikke sådan underlivet, altså øhh du ved, sådan under livmoren agtigt… Eller skal jeg være den saglige: Goddag Liselotte. Jeg har oplevet nogle smerter ved skeden. Det vil gerne at du lige ser på. Heldigvis er der en god lang dag til forberedelse. Samme aften får jeg en veninde på besøg og hun kan naturligvis ikke undgå at se min dronning Ingrid imitation og spørger om jeg er ok. Jeg får sagt noget med menstruationssmerter. Det er altid en plausibel forklaring. Om man så har ondt i albuen.
Da vækkeuret ringer tirsdag morgen går jeg lidt i panik. Så er det nu. Alle de indøvede forklaringer kører i mit hoved. Hvilken skal jeg vælge?? Ved første forsøg er der heldigvis optaget. Puha, reddet lidt endnu. Ved andet forsøg lyder klartonen. Jeg trækker vejret dybt ind og forbereder mig på at ralle en helt masse af meget hurtigt. Faktisk er jeg næsten allerede startet på Hej Liselotte, da stemmen i mit øre siger, Det er læge Nils Larsen… Alt luft går ud af mig. Jeg fremstammer, undskyld forkert nummer og lægger på. Den situation havde jeg slet ikke forudset. At hendes mand som hun har klinik med kunne finde på at tage telefonen. Shit. Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Kan jeg mon vente en dag mere? Jeg rejser mig prøvende op. Kaktussen melder sin ankomst. Jeg kan IKKE vente. Men… Pludselig slår det mig… Juhuuu fagre nye verden. Jeg sender da en mail til lægen. Yes. Så er jeg også sikker på at få fortalt det hele. Ha hvor er jeg smart. Skrive skrive skrive og tryk på SEND. Så er det bare at vente på svar.
Det går nogle timer, men så kommer det - You’ve got mail. Fedest. Det er fra lægen. Lille pus da, du skal da bare ringe. Men jeg vil gerne at du kommer i dag kl. 16. Så mig under bruseren. Var nok ren nok, men tager absolut ingen chancer når det gælder den slags undersøgelse. Der var en veninde som engang var så sød at sige til mig, hey har du egentlig tænkt på at når man ligger der med fødderne i bøjler, så kan lægen ikke alene se din fjams, men også dit røvhul?? Og siden den dag har jeg nok været lidt pernittengryn hvad det angår.
Men det bliver tid til besøget hos lægen. Jeg tager derop. Går så normalt som muligt, omend lidt langsommere end normalt. Heldigvis er der ingen i venteværelset og jeg kan høre min læge tale i tlf, i gangen, så jeg kommer hurtigt til. Da jeg kommer ind glemmer jeg helt at være flov. Min læge har bare sådan en beroligende virkning på mig. Jeg hiver kludene og springer galant op i bøjlerne (ja ok så, jeg er kun halvanden meter, så jeg kommer der op på en eller anden måde, det må være godt med det). Lægen prøver forsigtigt med sit spekulum (latin for skedetang, jojo man ved sørme et og andet) og siger uden omsvøb, Ja sara du skal en tur på sygehuset. Du har en byld. En BYLD !!!!! At blod forsvinder fra mit ansigt. Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet, men i hvert fald ikke det her. Jeg kan jo ikke have en byld. Der er bare nogen ting jeg ikke har. Jeg græder næsten da jeg beder hende tjekke igen. Hun smiler til mig og siger, hør nu her lille skat. Det er ikke så slemt. Du kommer en tur ud på Skejby og de giver dig noget bedøvelse og væk er den når du vågner. Ja ok det kunne jeg måske så godt se. Og det vil jo gå hurtigt, så ingen behøver vide noget. Bortset fra at jeg godt er klar over at jeg vil ynkes fra nær til fjern over at skulle på hospitalet. Nå men hvis jeg antager en lidt humoristisk vinkel, er der nok ingen som reagerer på at det faktisk er en byld som er grunden til opholdet.
Jeg får lov at tage hjem og pakke en taske inden turen til Skejby. Jeg sender en venlig tanke til mit mobilselskab som har sendt mig en usb til mobilt bredbånd, pakker min bærbare og toiletgrej og en bog. På dette tidspunkt har min hjerne vist så småt erkendt at naturligvis er det en byld, der er vist ikke andet der kan gøre så ondt.
På sygehuset er der dejligt stille. Det passer mig storartet. Er i gravkammer stemning. Jeg bliver hurtigt hentet af en sød ung læge på min egen alder. Hun er vist svensk eller norsk, men jeg kan godt forstå hende. Hun er gynækolog og får mig behændigt op i endnu et par bøjler. Hun forklarer pædagogisk at hun vil scanne mig, så de kan se hvor den her satan sidder. Jeg lukker øjnene og tænker på at det snart er forbi og så er jeg damen som engang havde en byld, men aldrig mere. Desværre gør det ca. ligeså ondt som at blive voldtaget i numsen med førnævnte kaktus, da hun prøver at scanne, så hun ringer til sin overlæge for at få hende til hjælp. Damen kommer hurtigt til og prøver også. Nej det er umuligt. Men de fik dog set nok til at konstatere at Satan selv slet ikke sidder i underlivet, men helt oppe bag blæren. Og så er det jo faktisk slet ikke gynækologer som skal helbrede, trøste, lindre som der står så flot på indgangen til Århus Sygehus. De to damer ringer i fællesskab til kirurg som med det samme afviser sagen og siger, bed hende komme igen en anden dag. Her bliver den svensk/norske gynækolog så noget vred på en meget diplomatisk måde og det ender i hvert fald med at de bliver enige om at give mig noget morfin og så prøve at scanne igen en time senere, hvor han så også vil være til stede. Jo jo, bare giv mig noget morfin. Efter alt det roderi er det mig fysisk umuligt at sidde på et sæde, så jeg er modtagelig for alt. Og jeg må sige at 10 mg. morfin gjorde seriøse underværker. Nu har jeg 3 læger og en sygeplejerske i rummet mens jeg ligger der, men det rører mig ikke. Verden kan bare komme an, så skal jeg fame… øhh falde i søvn. Scanningen kan dog ikke gennemføres helt tilfredsstillende, for der sidder jo noget i vejen og det gør stadig lidt ondt, så aftalen bliver: I morgen skal jeg i narkose hvor man så vil scanne ordentligt og derefter fjerne hvad man kan nedefra og senere så narkose igen og fjerne resten gennem maven. Ja ja siger jeg og håber de snart lægger mig i seng.
Mit ønske bliver opfyldt og snart ligger jeg i en blød seng med fjernbetjening og tilhørende stuefælle. Da jeg kom ind ville jeg lige være lidt sjov og sagde, bare rolig jeg snorker ikke. Da hun så svarede; jamen det gør jeg tænkte jeg bare fuck fuck fuck. Men faktisk gav hun mig et par ørepropper for hun havde været så forudseende at købe to par til eventuelle room mates. Jeg tog i mod dem, men smilede og sagde, ahhh så slemt kan det da ikke være. Det var det så.
Næste morgen var jeg stadig noget omtåget af alt den morfin. Jeg var også træt og irriteret og sulten og det gjorde ondt. Så da der kom en gammel mand ind på stuen og præsenterede sig som overlæge i et eller andet og om han lige måtte undersøge mig, må jeg indrømme at jeg sagde nej. Jeg forklarede ham hvad aftalen dagen før lød på og han sagde at det var ham som skulle operere og gerne liiiige ville se det med egne øjne. Jeg spurgte ham så om han da ikke stolede på sine kollegaer og deres skøn. Her blegnede hans smil lidt, men han fandt hurtigt sin overlæge attitude/selvsikkerhed frem igen og sagde, joo men det var jo kvinder og mænd er nu engang bedre til at undersøge underliv. Her var det så jeg tænkte Oh My Fucking God. Men stadig omtumlet gav jeg mig dog og gik med ham ned til undersøgelses rummet. Her sad der så to sygeplejersker og målte hinandens blodtryk. De blev noget forfjamskede da vi kom og skyndte sig ud. Helt ærligt, hvis jeg arbejde på et hospital, ville jeg sgu også lege med instrumenterne. Ikke så meget at sige til selve undersøgelsen. Men da hr. overlæge sagde, du har menstruation, kunne jeg ikke lade være med at udbryde: Fame godt set Sherlock…!!
Resten står lidt hen i tåge. Men jeg kan fuldstændig ærligt nu sige at der er to ting jeg IKKE har og og det er Briller og Bylder