Historien om Grisen...

Da jeg var 18 år flyttede mine forældre til Outlaw Djursland. Der ligger en del Outlaws rundt om i det ganske danske land, så i ved nok hvad jeg mener. Nu havde de boet i byen hele deres liv og jeg var på nippet til at flytte hjemmefra, så NU skulle de til Outlaw. Og det skal jeg da love for de kom. Hvis der er forskellige grader af Outlaw, ligger deres helt sikkert i toppen af skalaen. Men vi kom herud. Et fint lille hus, masser af plads til misserne og venlige naboer. For selvom der er mindst 7 km. til nærmeste sted der kan provianteres (er jeg sikker på det hedder i Outlaw), så er der rent faktisk naboer. Allerede første dag, fik jeg bange anelser. Naboen havde gæster og en lille dreng på 6-7 år kom ud og så på os. Han spurgte hvor vi kom fra og jeg svarede Århus. Så ændrede hans blik sig fra en glad nysgerrig dreng til ren og skær rædsel. "Århus" udbrød han. "Så er i jo røvere og mordere". Jo jo...


Men som det jo går i Outlaw, blev vi inviteret over til naboen på kaffe. Her sad, udover husets beboere, også en ganske rund fyr med en næse som mest af alt lignede en tryne. Han var 21 og på trods af mit kropssprog som i den grad signalerede "hvis du så meget som tænker på at tale til mig, slår jeg dig ihjel" forelskede han sig hovedkuls i mig. Han ejede på det tidspunkt en Landrover og hans armbevægelser blev større og større mens han fortalte om skrotbunkens mange egenskaber. På et tidspunkt hvor han åbenbart ikke rigtig vidste hvad der kunne imponere en pige som mig, sagde han "hvem der bare havde en mudderpøl". En sætning som i sig selv ikke havde gjort videre indtryk på mig, hvis ikke min mor lige så stille havde hvisket "nå ville du da så ud og rulle dig i den". Og dermed var sagen afgjort - i vores hjem hed ungersvenden aldrig andet end grisen.

Nu havde Grisen lidt svært ved at komme ind på livet af undertegnede, men han prøvede det bedste han havde lært. En af de ting han havde lært var åbenbart at man skulle imponere den udkårnes mor. Så en dag bankede det på døren. (skal lige siges at det tog måneder at lære naboerne at banke på. I starten stod de bare pludselig midt i ens stue). Min mor går ud og åbner. Udenfor står grisen med verdens største smil og siger "SE, nøj dækker". "hvadbehager?" Er min mors svar. "Nøj dækker!!" siger Grisen igen. Det er først da han begynder at sparke til sine dæk på landroveren det går op for min mor at de åbenbart var nye. Jo jo...

På dette tidspunkt i livet, var min mors bil en lille grøn Morris Mascot. Vi elskede den, men den havde jo den uheldige egenskab at den var utrolig genkendelig. Så ofte når vi havde været enten ude og proviantere eller bare kom hjem, kunne vi pludselig se en gammel skrotbunke af en landrover, dukke frem i bakspejlet. Min mor gjorde hvad hun kunne. Speederen røg i bund og grønærten pilede derudaf med 80 i timen. Men det var bare aldrig rigtig nok. Rigtig slemt blev det den dag Grisen, som naturligvis var medlem af hjemmeværnet, havde fået installeret en dyssekanon på taget af skrotbunken. Forestil jer lige at sidde i en lille grøn mascot og så se i bakspejlet hvordan skrotbunken bare kommer tættere og tættere på. Det var sgu uhyggeligt. En dag sidder vi så der, min mor og jeg. Vi taler om livet og hygger os, da det sker. Vi får øje på skrotbunken. Vi er så tæt på hjemmet at vi simpelthen beslutter at "go for it". Sømmet i kælderen og mascotten på hvinende dæk rundt om hjørnet og så er vi faktisk hjemme. Vi tror vi har nået det. Men nej... rundt om hjørnet kommer skrotbunken. Med nærmest panik i stemmen råber min mor "han har set os, gem dig Su". Alt logik forsvinder fra min hjerne og jeg kan nu se at jeg ikke handler rationelt i en krisesituation. For i min panik, vælger jeg at kaste mig ind i mascotten igen. På langs. Det er et spørgsmål om sekunder. Jeg ligger der. Hører landroveren køre forbi og lige dytte til hilsen. Hører min mor grine hysterisk og hører min egen lettede stemme sige "opdagede han mig?" Den dag i dag gad jeg virkelig godt vide præcist hvad han tænkte, da han kørte forbi en lille grøn mascot med et par ben stikkende en halv meter ud....

Du bli'r hvad du spiser...

Os som er vokset op i 80'erne husker små smarte slogans som "du bliver hvad du spiser" "spar på energien" "sig Jolly til din cola" osv. Det er ikke noget jeg har tænkt nærmere over siden må jeg indrømme. Men her den anden dag, hørte jeg igen "du bliver hvad du spiser". Og her er det så jeg virkelig har brug for hjælp... For uanset hvor meget jeg tænker mig om, kan jeg simpelthen ikke huske hvornår jeg spiste en lille tyk pædagog. 

Jeg er klar over at når alkoholen går ind, sætter hjernen ud. Og for så vidt er det rigtigt at større eller mindre passager af sådan en aften kan smutte i svinget. Men at spise en lille tyk pædagog, må da så absolut høre til ting man kan huske uanset brandert??

Faktum er jo at jeg er ung, smuk, slank og med alle muligheder for mine fødder, så det var grimt at vågne op og være 37, tyk, stadig smuk dog men i stedet for alle mulighederne var jeg pædagog. Jeg har prøvet at stikke en finger i halsen, men hun vil simpelthen ikke ud igen. Så nu er spørgsmålet... Skal jeg slå mig til tåls med hende eller æde en supermodel??